Presse
Presse 2010
Årets Event for nye konfirmander blev en stor succes
Mere end 150 konfirmander deltog i RemisenBrande nye satsning for unge mennesker "KONFI EVENT 2010", der fandt sted den 28. maj fra kl. 19.30 – 23.30. Konfirmander fra bl.a. Brande, Blåhøj, Ikast, Bording, Engesvang, Isenvad, Sdr. Omme, Billund, Nr. Snede og Ejstrupholm fik en herlig oplevelse.
Konfirmander fra hele Ikast-Brande Kommune samt ligeledes fra Herning og Vejle Kommuner tog imod tilbuddet om et skrædersyet arrangement for unge mennesker, da RemisenBrande indbød til Konfi Event 2010.
Programmet bød både på modeshow, spændende konkurrencer, stand-up show, live koncert, sækkepibe show samt diskotek med professionel DJ. Aftenen sluttede af med gratis hotdogs til alle.
Takket være støtte fra Siemens Wind Power A/S, Bestseller butikken i Brande samt fra REMA 1000 i Brande kunne årets konfirmander deltage til den lave billetpris på kun 50 kr. pr. person.
Aftenen igennem var den alkoholfri bar åben, og der blev budt på lækre smoothies og andre gode sager.
Arrangementet blev så stor en succes, at RemisenBrande planlægger at afholde KONFI EVENT som en fast tradition fremover.