Presse
Presse 2010
Erhvervsklubben På Skinner hjælper virksomheder ud af krisen
Onsdag den 5. maj kl. 17.30 inviterer RemisenBrande alle sine trofaste sponsorer i Erhvervsklubben "På Skinner" til et medlemsarrangement, der denne gang sætter fokus på, hvordan virksomheder kan profilere sig vej ud af krisen.
Aftenen byder både på en orientering om de seneste nyheder i RemisenBrande, et inspirerende foredrag af kommunikationsekspert Hans Stavnsager samt på middag og underholdning i festsalen.
Kom og hør hvordan din virksomhed kan profilere sig vej ud af krisen
I et underholdende og tankevækkende foredrag giver Hans Stavnsager, ejer af HAST Kommunikation, sit bud på, "hvordan det moderne kommunikationssamfund fungerer, og hvad der skal til for at trænge igennem lydmuren."
"Informationssamfundet er over os, og det bliver stadig sværere at blive hørt i den løbende kommunikationsstrøm. Strategisk kommunikation er derfor en nødvendighed i dag – ikke kun for store virksomheder og organisationer men for alle, der har brug for at komme ud med et budskab".
Hans Stavnsager har mere end 20 års erfaring indenfor den danske foreningsverden - både som ansat og som frivillig. Han var bl.a. generalsekretær i Dansk Ungdoms Fællesråd fra 1997-2000, og siden 2000 har han drevet egen virksomhed, der arbejder med kommunikation, undervisning, politik- og organisationsudvikling samt medlemshvervning indenfor en bred kreds af organisationer og foreninger.
Kunderne tæller ud over Kulturelle Samråd i Danmark, LO, Dansk Metal, Dansk Ungdoms Fællesråd, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Foreningen af Daghøjskoler, Center for Frivilligt Socialt Arbejde m.fl.
Erhvervsklubben "På Skinner"
RemisenBrandes Erhvervsklub består af lidt over 60 virksomheder, der igennem sponsorater aktivt ønsker at støtte RemisenBrande og kulturen i Midtjylland. Et medlemskab af klubben giver til gengæld nogle spændende fordele som for eksempel rabat på lokaleleje ved arrangementer i RemisenBrande, gratis billetter til kulturarrangementer, markedsføring i kulturprogram, på www.remisenbrande.dk samt på skilt i RemisenBrandes foyer. Ligeledes inviteres der til det årlige erhvervsrelevante medlemsarrangement i Erhvervsklubben.
Til virksomhederne som bidrager med de højeste årlige sponsorater gives der ligeledes 10 % rabat til deres medarbejdere ved køb af billetter til kulturarrangementer.
Ønskes der flere informationer om Erhvervsklubben kan man kontakte Direktør Pia Stræde Palmelund i RemisenBrande.
Relevante links:
Læs mere om Erhvervsklubben her