Presse
Presse 2010
Brande Børnehave får BABY-ART workshop af RemisenBrande
Som belønning for børnehavens store opbakning til Halloween Børnefestival 2009, har RemisenBrande overbragt et gavekort på en BABY-ART workshop, som vil finde sted den 4. maj 2010.
Tirsdag den 4. maj 2010 bliver en kunstnerisk, festlig og eksperimenterende dag i Brande Børnehave, når den professionelle billedkunstner Anna Marie Holm kommer og laver en udendørs BABY-ART workshop med alle børn og voksne i institutionen.
Baggrunden for workshoppen er, at Brande Børnehave solgte flere billetter end alle andre børnehaver til RemisenBrandes Halloween Børnefestival 2009, der blev holdt i oktober sidste år. Opbakningen til Børnefestivalen var så stor, at der blev solgt 70 billetter i børnehaven, hvilket stort set svarer til det totale antal af børn i institutionen.
Hvad er BABY-ART?
RemisenBrande introducerede i marts 2009 en række BABY-ART arrangementer, som det første kulturhus i Danmark. Projektet blev en kæmpe succes og mere end 300 børn i 0-3 års alderen fra hele kommunen deltog i nogle farverige og spændende workshops med kyndig inspiration og ledelse af billedkunstner Anna Marie Holm, der er idékvinde bag konceptet. Arrangementet førte meget omtale med sig og blev blandt andet omtalt i TV2 Nyhederne fredagen efter i 19-udsendelsen.
Udgangspunktet for BABY-ART er de 0-3 åriges billedskabende udfoldelser og deres kunstneriske start i livet. Deltagerne bliver præsenteret for gode ideer til kreative og kunstneriske aktiviteter, som ikke er ressourcekrævende, og som alle kan være med til.
BABY-ART i Brande Børnehave
Workshoppen i Brande Børnehave den 4. maj foregår udendørs, og tager udgangspunkt i Anna Marie Holms nye bog "Kunstnerisk liv ude med 1-6 årige". Der etableres male-klippeværksteder rundt forskellige steder på hele legepladsen. Fokus i dagens aktiviteter bliver processen, da det giver flest muligheder, hvis kunst betragtes som undersøgelse og eksperimenter, da det er her at mennesker udvikler sig. Dette giver plads til meget mere end hvis man blot betragter kunst som et pænt produkt. Fremgangsmåden vil ikke være systematisk, og der vil aldrig kun være en løsning.
De materialer som vil blive brugt til arrangementet er genbrugsmaterialer, og hvad børnehaven har i sine gemmer i kælderen. Dette er både en meget økonomisk men også klimavenlig løsning på materialebehovet.
Forbipasserende skal ikke undre sig, hvis de ser genbrugstøj på bøjler, som hænger i træerne på legepladsen eller hvis legestativet er pakket ind i kulissepapir. Ligeledes vil man kunne opleve små flag på tøjsnore, som børnene har malet på. På denne måde vil værkstederne blive forbundet til tidligere traditioner omkring kunst i Brande, da der i 70'erne hang kunst-flag på Storegade i Brande, som var lavet af forskellige kunstnere.
Ny børnefestival i 2010
I september 2010 bliver der igen mulighed for at vinde et gavekort til et spændende arrangement i en børnehave, når RemisenBrande i samarbejde med børnehaverne i Brande præsenterer Børnefestival 2010, der bliver en Cirkus Børnefestival. Festivalen vil finde sted i september måned, og datoen vil blive offentliggjort senere.