Julen starter med julekoncert i RemisenBrande



Onsdag den 8. december kl. 20.00 afholder Brande Borgerforening og RemisenBrande i fællesskab årets julekoncert med Anne Linnet. Der har været rift om pladserne, så det er en god idé ikke at vente for længe, hvis man vil sikre sig en plads i salen.

Så englene frydes
Anne Linnet har netop i starten af november udgivet en ny CD med sange, der står i julens tegn. For første gang har Linnet taget fat i julen, og det er på hendes egen hudløst ærlige facon. Publikum skal ikke forvente "bjældeklang", men i stedet ind-til-benet-tekster omkring hendes opfattelse af Danmark og danskerne ved juletid. Det er smukt, troværdigt og dejligt, så englene frydes.
Albummet er blevet til i hele 2010. Der blev startet op i januar i et studie, der stadig emmede af sidste års jul. Og den stemning er blevet vedligeholdt hele vejen igennem.
CD'en rører ved temaer set fra et jule-perspektiv såsom: soldaten i krig, ensomme i Danmark, julemiddagen med den altid kedelige svigermor, når nyt liv kommer til verden, og selvfølgelig skal den gode julestemning også behandles. Alt sammen med en ægte tilgang og et glimt i øjet.
Publikum ved dette års julekoncert kan derfor forvente at høre både gamle og nye julesange og sange fra Linnets samarbejde med Johannes Møllehave. Der vil ligeledes traditionen tro være mulighed for at synge med på udvalgte sange. Den gamle Remise vil ligeledes være smukt julepyntet til lejligheden.

Lækker julemenu
Ved dette års julekoncert kan der købes spisebillet til en lækker buffet, som åbner to timer før arrangementet starter. Billetter til arrangementet kan købes på www.brandebilletten.dk samt i RemisenBrande, på Ikast Bibliotek samt på VisitHerning.

Pris:
Alm.: 250 kr.
Mdl.: 220 kr. 
Alm. inkl. spisning: 425 kr.
Mdl. inkl. spisning: 395 kr.

Arrangør: Brande Borgerforening & RemisenBrande


Relevante links:
Bestil billetter