Nyheder

Nyheder 2009



Dronningen var stolt over at have medvirket til RemisenBrande restaurering



Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen besøgte RemisenBrande den 4. juni 2009 i forbindelse med årets sommertogt med Kongeskibet Dannebrog.

Se flere billeder nederst på siden

Besøget blev en stor succes, og Hendes Majestæt udtrykte flere gange sin beundring over stedet, samt at hun var stolt over at have medvirket til RemisenBrandes restaurering.

Baggrunden for besøget var, at Dronning Margrethe og Prins Henriks fond helt uopfordret sendte 25.000 kr. efter Dronningens besøg i RemisenBrande i september år 2000. Den fornemme donation var startskuddet til den efterfølgende fundraising, der i 2005 var blevet til 30 mio. kr. 

Dronningens gensyn med RemisenBrande viste med al tydelighed resultatet af den restaurering, som Dronningen personligt var medvirkende til blev en realitet.

Det var en stor festdag, da Hendes Majestæt Dronningens kortege drejede ind på fliserne foran RemisenBrande kl. 11.23 præcis. Mange glade tilskuere var samlet omkring drejeskiven for at få et glimt af de kongelige.

Da Dronningen trådte ud på den røde løber blev hun budt velkommen af Formand for RemisenBrande, Ib Schmidt Hansen, samt Direktør i RemisenBrande, Pia Stræde Palmelund. Hendes Majestæt fik ligeledes overrakt to buketter af blomsterpigerne Julie Stræde Palmelund på 6 år og Marie Stræde Palmelund på 4 år. 

Dagens program var nøje tilrettelagt med det formål at give Hendes Majestæt Dronning Margrethe en oplevelse af RemisenBrande som kulturhus, med alt hvad dette indebærer.

Først og fremmest var der ved ankomsten jazz på drejeskiven med trioen Rosendal.Earle.Templeton med Peter Rosendal på piano. Trioen fik en Danish Music Award i 2008 for bedste jazz album, og koblingen til RemisenBrande er den, at Peter Rosendal tidligere har deltaget som professionel musiker i det europæiske jazz projekt "Swinging Europe", som administreres af Foreningen Kulturremisen i Brande.

Efter at Dronningen havde fået historien om Peter Rosendal og nydt de jazzede toner, der strømmede fra Drejeskivens centrum, så blev hun vist indenfor i RemisenBrande. Her fik hun fortalt historien om bygningens restaurering og hvad hendes fornemme donation har været medvirkende til.

Hendes Majestæt fik præsenteret en billedserie, som viste en række billeder fra hendes besøg i år 2000. Herefter gik turen til festsalen, hvor den dygtige franske kunstner og keramiker Jean Francois Thierion udstillede en række store krukker fra sit atelier i Ejstrupholm.

Efter at have udvekslet mange franske gloser med kunstneren blev Hendes Majestæt vist ind i smedjen, hvor en gruppe børn fra Børnehaven Børnehuset i Brande lavede BABY-ART med idémager og billledkunstner Anna Marie Holm. Dronningen fik udleveret en BABY-ART bog, så hun kunne lave BABY-ART med sine børnebørn.

Så ankom Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, hvorefter Regentparret sammen tog plads i teatersalen med de øvrige gæster. Her fik de den store oplevelse at se elever fra Taekwondo klubben "Hukkti" fra Brande lave en opvisning akkompagneret af Ensemble MidtVest.

Efter en hyggelig afslutningsreception, så var besøget i RemisenBrande slut. Opholdet blev dog en smule længere end forventet, da Regentparret var meget opslugte af bygningen og de forskellige udstillinger.


Relevante links:
Se Brande Bladets billeder fra besøget
Se Ikast-Brande kommunes billeder fra besøget