Kom og oplev en ny spændende udstilling af Solveig Kjær



Netop nu kan kunstinteresserede opleve en ny og spændende udstilling i RemisenBrande af kunstneren Solveig Kjær. Udstillingen præsenteres af Foreningen Kulturremisen indtil den 16. maj 2008. 

Solveig Kjær er født i Brande i 1962.

Udstillingen præsenterer omkring 30 malerier (hovedsageligt olie på lærred) med forskellige temaer, hvor mønstre indgår som en fast bestanddel. "Der er noget fascinerende ved mønstre og endvidere noget næsten meditativt ved at male dem" siger Solveig.

Et andet gennemgående, og evigt tilbagevendende tema for Solveig Kjær, er koen. "Den er fantastisk dejlig at se på, fredelig, gumlende sanselig og tilmed nyttig"

Et tredje tema er vores fælles kulturarv "sofastykket", som får en kærlig og humoristisk behandling. Solveig Kjær giver bl.a. gamle sofastykker nyt liv, ligesom hun også maler nye såkaldte sofastykker.

Solveig Kjær har udstillet på KS i Tistrup, på CopenhART Gallery i Valby og i diverse virksomheder og institutioner samt illustreret undervisningsmateriale og hun udgiver i denne måned en billedbog for børn "Min lillesøster fra Bolivia".

Udstillingen er åben dagligt i RemisenBrande man-tors 8-17, fre 8-14. Henvendelse omkring udstillingen kan ske direkte til Foreningen Kulturremisen på tlf. 97183394.